AFTENSTEMNING
Naar en stille, solklar Dag
helder mildt og svinder,
mens i Hjemmets Velbehag
Skumringstiden rinder,
da kan Hjertet blidest slaae
og dets ømme Tanker gaae
som en rolig Flod, hvorpaa
Aftenrøden skinner.
Sidder jeg da uden Ord,
tabt i søde Minder,
ved du dog, min Elskte, hvor
Tanken os forbinder.
I dit Hjerte og i mit
paa en Vaar, der spirer frit,
paa et Haab, der vinker blidt,
Mindets Afglands skinner.
Veier jeg hvert Savn, som du
kjerligt overvinder,
ser jeg i det stille Nu
Smil paa dine Kinder,
sukker jeg vemodig glad:
Ak hvor sødt at følges ad
til paa fagre Dages Rad
Livets Aften skinner!
